En fantastisk blog..

Har efterhånden haft 3 ugers oplevelser som jeg mangler at fortælle om. Eftersom jeg har oplevet mere på de her 3 uger end jeg har gjort siden jeg kom, kan min blog nok godt gå hen og blive en smule lang. Vil dog forsøge at gøre den kort og præcis, så I ikke bliver trætte af at læse alt for hurtigt. Men med kendskab til min evne til at køre en kort historie meget lang, skal I nok ikke have for høje forventninger. En lille advarsel, overdreven brug af ord som "fantastisk, imponerende og fedt" vil forekomme i løbet af bloggen:)

Efter at været i Adelaide i et par dage, valgte vi at tage på tur igen torsdag. Denne gang tog vi på turen "Great Ocean Road", igen en 3 dages tur, men denne gang tog vi afsted sammen med vores to norske veninder, Ingeborg og Marianne og Mariannes mor og lillebror. Mor var glad for at kunne tale dansk med Mariannes mor, da hun forstod norsk bedre end engelsk:) Den første stop på turen var en vingård, hvor det var muligt at smage vin - lige noget for muttien. Vi var dog ikke syndeligt imponerede af vinen, så valgte i stedet for at spie druerne, da de smagte en hel del bedre. Derefter skulle vi på adeventure caving, hvor vi kravlede rundt i små grotter under jorden, det var lidt vildt men også en meget fed oplevelse. Det var dog aftenes hostel som satte det dybeste indtryk på os, aldrig før har jeg set et så beskidt og ulækkert hjem. Der boede en familie i huset, som de også brugte til hostel, og man kunne tydeligt mærke på dem at rengøring ikke var noget de gik højt op i. Adr, er vist det ord der bskriver stedet bedst.

Vi var derfor glade for at komme videre næste morgen, og her bød dagen på lidt mild bjergbestigning for at nyde udsigten over Grampians (en hel masse andre bjerge). Derefter tog vi ud for at se McKenzie falls, en rigtigt folt vandfald, men vi skulle gå ned af ret mange trappetrin for at se det, og mor var næsten ved at kolapse da hun skulle gå op af dem igen:) Det var dog lørdag som bød på den mest interessante oplevelse på turen, nemlig Great Ocen Road. På den vejstrekning der løber langs havet er der en masse sten/klipper i vandet som er utroligt flotte og som ligener forskellige ting. Vi så bla. London Bridge og de 12 apostler. Det var en rigtig flot og god oplevelse. Det var dog lidt sejere da Koala elskerne (Anne og jeg) fik lov til at se vilde koalaer, det var vi ret begejstrede for. Turen endte i Melbourne, hvor vi kun overnattede før vi fredag morgen vendte snuden mod Sydney. Mit Kamera endte dog i vore tur bus, så resten af turen måtte klares med Annes kamera. Venter nu på at få det tilbage, flot Anne. På trods af vores korte ophold i Melbourne nåede vi at få forvildet os ud i et ret skummelt kvarter, hvor vi gemte vores penge forskellige steder på kroppen, hvis vi nu skulle blive overfaldet:)

Vi havde 3,5 dage i Sydney sammen med mor, og dem valgte vi at bruge fornuftigt så vi kunne få set mest muligt. Det er lidt svært at prøve at forklare alt havd vi oplevede i Sydney, da det er en helt enestående by hvor man hele tiden får nye indtryk. Selvom vi var der over påsken, hvor der ville lukket hjemme i DK, så var der masser af muligheder for at seog opleve byen. Vi oplevede vildt meget, og syntes at vi så meget, men vi så kun en brøkdel af byen, så der er ingen tvivl om at jeg kommer tilbage dertil. Den fedeste oplevelse vi havde, var at se Opera Huset, blive vist rundt i det og se en fantastisk flot ballet forestilling. Vi var alle tre ret stolte over at være danskere, da det er fantastisk flot bygget. Vi tog også på Sydneys udgave af en kanalrundfart, hvor vi så Sydney fra en lidt anden vinkel og samtidig hørte lidt om byens historie. For at få hele den fantasiske skyline set, gik vi op i et af de to søjler som holder Harbour Bridge, og nøj det var en fantastisk udsigt der var. Men den var ikke federe end den vi så om aftenen i Sydney Tower, Sydney ser helt fantastik ud om aftenen, hele byen er nærmest lyst op. Mor rejste hjem til DK onsdag, og efterlod Anne og jeg alene i Sydney. Vi valgte derfor at gå en tur i biffen, nu hvor mor ikke kunne underholde os længere.

Torsdag rejste vi videre mod Surfers Paradise, men inden nåede vi lige et smut forbi den mest travle strand i Australien, Bondi Beach. Det var ret fedt at komme lidt på stranden igen, men mest fedt at få kigget på lidt surfere:) I Surfers Paradise, en by som sammenlignes med Paris Hilton - opmærksomhedskrævende og altid parat til at feste, startede vi selvfølgelig ud med en fest. Det blev dog ikke særligt vildt for os, da vi var lidt trætte efter flyveturen. Udover usandsynlig mange muligheder for at fest, følte mig næsten tilbage i Sunny Beach, sker der ikke rigtigt noget i Surfers. Derfor lavede vi ikke rigtigt andet end at sove, tage sol og shoppe, og så sneg der sig en lille fest ind igen lørdag. Der var vi på et kæmpe pubcrawl, hvor vi endte et sted hvor der var senge på diskoteket. Så kunne man slænge sig der og bestille en drink, meget underligt, men lå mega godt:)

Efter 3 dage i Surfers, var vi klar til nye opleveser, og vi rejste derfor til Brisbane. Vi var do kun i Brisbane en dag, og den dag valgte vi at bruge i Australian zoo, Steve Irwins hjemsted. Det var mega fedt, da de gav os lov til at komme tæt på dyrene, da vi derved kunne få et tættere forhold til dyrene og så ville hjælpe med at redde dem. Udover at få lov til at fodre en elefant, var vi i noget som kaldes for crocoseum, en for for stadion hvor de viste triks med forskellige dyr. Der var elefanter, slanger, fulge og en krokodille. Ret imponerede at de tør går ind i en arena med krokodillerne og fodre dem. Vi så desuden også et tiger tempel, hvor en træner legede med tre tigere. Det var fantastisk at se hvor meget respekt der var imellem dem, man kunne se at tigernepå ingen måde havde lyst til at skade trænerne, de ville meget hellere lege og hygge med dem.

Tirsdag morgen drog vi mod vores sidste stop på turen Carins. En fantastik flot og dejlig by. Kunne sagtens have tilbragt masser af tid der, og ja så skader det heller ikke at de har solskin og over 30 grader mens vi her i Adelaied har regn og 10-15 grader. I Carins brugte vi den første dag ved lagunaen, en slags kombineret strand/friluftsbad, bare meget mere lækker end hvad vi har derhjemme. Onsdag drog vi så i to dage ud på havet mod Great Barrier Reef, den mest fantastiske oplevelse jeg har haft hernede. Vi startede med at snorkle, troede at koralerne og fiskene ville være langt væk fra os, men de var så tæt på at man nogen gange kom til at røre ved det. Helt vilt imponerende. Besluttede mig desuden for at overvinde en skræk og en livslang drøm, nemlig at dykke. Havde lidt opstartsvanskligheder, da min maske blev ved med at tage vand ind, men da jeg først kom under, var det helt fantastisk. Kan næsten ikke beskrive hvordan det føltes, udover at det var fedt. Under vand er man vægtløs, så vi kunne lave alle mulig triks, og samtidig fik vi set koraler og fisk fra en hel anden vinkel. Der var to ting som jeg syntes var helt fantastisk at se svømme rundt under mig, nemlig en skildpadde og så de små "nemo" fisk. De var vildt flotte og begge dele lignede noget der lige kom fra en tegnefilm, ret surrealistisk. Alt i alt en fantastisk tur til Cairns og Great Barrier Reef, kan kun anbefale begge steder. Det eneste negative ved stedet er at jeg endte med 17 myggestik på benene og et blåt mærke. Kunne nu godt have undværet lige præcist det aspekt.

Fredag blev det tid for os at tage hjem, men grundet en mindre kommunikationsfejl, strandede vi i Melbourne lufthavn, da vi havde bestilt biletten hjem til Adelaide til tordag i stedet for. Vi ankom derfor i Melbourne lufthavn kl 18, glade for snart at komme hjem men opdage hurtigt at vi ikke kunne komme hjem før kl 7 næste morgen. Så vi måtte købe nye flybilletter (elsker at bruge 800 kr på ingenting) og så ellers campere i lufthavnen. Ikke den bedste nattesøvn jeg har fået i mit liv, men det var i det mindste gratis. Og hygiejnen var nok bedre end andre steder vi har sovet:) Lørdag kom vi så endelig tilbage til vores lejlighed, for at opdage at det var national helligdag og alle butikker var lukket. Ikke særligt fedt når man ikke har mad i huset. Heldigvis havde vi en god ration slik, så vi kom igennem dagen:)

Det var så alt for denne gang, vil slutte inden jeg kommer alt for godt igang med at fortælle om mine fantastiske oplevelser..

No Worries, Anne

Mor Lis og Stenene

Der var engang en mor Lis som rejste hele vejen til Australien for at besøge hendes talentfulde og fantastiske datter, som havde valgt at gå i skole down under. Mor Lis’en havde en lang rejse hele vejen fra Billund, men ved hjælp af fagter og gebrokkent engelsk klarede hun alle udfordringer som de forskellige lufthavne bød på. I lufthavnen i Adelaide kom hun dog i problemer, da hun glemte at fortælle at hun havde taget KIMs dip med – det udløste dog kun en advarsel da hun igen brillerede med en fantastisk forklaring på engelsk.

I lufthavnen stod den talentfulde og fantastiske datter og ventede spændt på sin mor – hun var nemlig ikke helt sikker på at hun var kommet sikkert igennem alle lufthavne. Det var derfor et glædeligt gensyn da Mor Lis’en dukkede op. Resten af dagen blev brugt på historier fra hjemlandet samt udforskning af lokalområdet, alle skulle nemlig være friske og udhvilede til at stå op kl. 5.45 dagen efter.

Mor Lis’en, den talentfulde og fantastiske datter og hendes lige så unikke veninde stod uden brok tidligt op torsdag morgen og hoppede på flyet til Alice Springs. I Alice springs blev de indlogeret på et nærmest 12 stjernet luksus hotel (det var et 8 personers blandet soverum – ja det betyder at både drenge og piger sov sammen – og der var ikke specielt lækkert). Da det fantastiske hostel ikke kunne underholde de tre kvikke hoveder hele dagen gik de på oplevelse i den spændende og aktive by Alice Springs. Byen bød både på en udkigspost over byen, hovedkvarteret for Flying Doctor Service og Mc Donalds, med alle disse muligheder var dagen hurtigt ovre.

Det var dog fredag morgen at den rigtige tur begyndte. De tre skulle på ”The Rock Tour”, en tre dages tur, hvor Uluru (Ayers Rock), Kata Tjuta og Kings Canyon skulle besejres. Tur bussen startede med at køre de tre til Uluru, en lille kort tur på kun 6 timer, hvor de skulle gennemføre en ”base walk”, med andre ord skulle de vandre 10 km rundt om en stor sten i 30 graders varme. Mor Lis’en var ikke helt tilfreds, da der var ret mange fluer, som var ret vilde med at sætte sig i hendes hoved, så hendes mest brugte udtryk var derfor: ”argh, de skide fluer”. Det virkede til at Mor Lis’en havde glemt at fluerne også irriterede den fantastiske datter og hendes lige så unikke veninde, så hun var meget koncentreret om sit eget problem. Turen blev dog gennemført, og på trods af fluerne syntes de alle tre at det var en helt fantastisk oplevelse, stenen var utrolig flot og havde mange spændende historier og udformninger gemt i sig.

Da den første store vandring var overstået skulle de tre se Uluru i solnedgangen, desværre var aftenen overskyet og himlen ændrede derfor ikke farve og det var ikke så smukt som forventet. De tre mistede dog ikke håbet, da de næste morgen skulle se solopgangen. Da Solen var gået ned kørte tur bussen til nattens campingplads, hvor der skulle gøres klar til at sove under åben himmel. Mor Lis blev dog ret chokeret da hun så at der kun var en sovepose til rådighed, og begyndte derfor at fortælle den fantastiske datter og hendes lige så unikke veninde om alle de puder hun normalt sov med. Men mor Lis faldt dog til ro da hun så hvor flot stjernehimlen var.

Næste morgen var det igen tidligt op for at se solopgangen, den var dog heller ikke meget at råbe hurra for, det eneste der skete var at stenen blev mere strålende. Men de tre fortsatte mod Kata Tjuta hvor de håbede på endnu en fantastisk oplevelse. Mor Lis håbede dog mest på at der ingen fluer ville være – hun blev dog ret skuffet. Heldigvis var der en masse vind mens de gik de ca. 8 km rundt på de forskellige sten, så de var ikke lige så generende som dagen før. Mor Lis’en havde dog valgt at binde en trøje rundt om hovedet i et forsøg på at undgå fluerne – om det lykkedes vides endnu ikke, men det så umådeligt sjovt ud.

På turen hørte de tre en lille aboriginal historie om hvordan Uluru og Kata Tjuta blev skab. Den er lidt sjov, da de indfødte i Australien har en meget sjov virkeligheds opfattelse. For længe siden var en mor ret træt af hendes to sønner som blev ved med at lege mens hun prøvede at være fornuftig, så hun sendte dem ud for at lege. De to drenge fandt noget sand som de besluttede sig for at bygge en stor sandkage af. De skrabede alt sandet sammen, men hver gang der var en sten kastede de den over skulderen. Da deres sandkage var blevet stor nok, valgte de at rutsje ned af den mens de trak fingrene efter sig. På den måde blev sandkagen med rillerne i til Uluru og de forkastede sten blev til Kata Tjuta.

Efter at have gået rundt på turen ”Valley of the winds” – det blæste som sagt en del på Kata Tjuta fortsatte tur bussen sin færd. Her kom de tre forbi både en saltvands sø, hvor mudderet kunne bruges som ansigtsmaske og vilde kameler. De tre var meget forvirrede over hvorfor der var vilde kameler i Australien, da ingen af dem forbandt dette dyr med landet down under. De fik dog forklaret at for omkring 100 år siden blev kamelerne fragtet til Australien da de var gode at bruge i ørknen, de formerede sig dog ret hurtigt, og blev derved en del af Australiens vilde dyreliv.

Da de nåede nattens campingplads, hjalp de med til at lave aftensmaden som skulle tilberedes over bål. Ingen af de tre havde dog lyst til at smage aftenens snack – en kænguru hale, da den så ret ulækker ud. Den blev tilberedt ved al ligge i bålet, og så skulle hårene skrabes af. Ikke noget de tre fandt særligt appetitligt, så de nøjedes med at smelte skumfiduser. Natten blev igen tilbragt under stjernerne, mor Lis’en sys dog natten havde været frygtelig kold og mente derfor ikke hun havde lukket et øje.

Den sidste dag på turen bød på Kings Canyon, hvilket specielt var en udfordring for Mor Lis. Turen startede med at bestige den del af stenen som blev kaldt ”heart attack hill”, og for mor Lis blev dette næsten virkelighed. Halvvejs oppe var hun ved at gå helt død, men da hun så at pensionisterne kunne klare stenen, ville hun også. Hun klarede derfor de 6 km rundt i Kings Canyon og formåede endda at komme i mål førend tyskerne i hendes gruppe. Om tyskerne skal det siges at de altid var bagud og tog billeder af alt og de var til grin i bussen, da de ikke rigtigt levede i den samme verden som alle andre.

I bussen på vej tilbage til Alice Springs, fik de af vide at en anden bus havde reddet en lille baby kænguro, og bussen med de tre skulle så fragte den tilbage til byen. Kænguro babyen's mor var blevet dræbt af en bil, men den lille unge havde overlevet. (I Australien skal man tjekke om der ligger en baby i pungen på en død kænguro). Alle tre var ret begejstrede over den lille baby som de havde været med til at redde. De tre nåede i live tilbage til Alice Springs, dog med meget ømme og sure tæer, så de var derfor meget glade for at komme i bad. Aftenen sluttede de af med at spise med deres venner fra tur bussen, de var dog meget trætte og gik derfor tidligt i seng så de var friske til at vende tilbage til civilisationen om mandagen.

Tilbage i civilisationen tog mor Lis på rundtur i Adelaide, hvor hun både fik set det australske dyreliv og det internationale dyreliv i Adelaide zoo. Derefter tog hun den mere kulturelle tur igennem strøget i Adelaide hvor hendes plastic luftet godt. Det var jo vigtigt at dokumentere at hun havde være i Australien.

Følg med i næste uge, hvor fortsættelsen ”Mor Lis, havet og storbyen” bliver udgivet.

No Worries, Anne